|
CCR TEST
|
||
|
|
Test dyk nr 1
Som nævnt i indledningen så foregik første dykning i Svendborgsund. Det er ikke en dykning der vil gå over i historien, men jeg opdagede da nogle fejl. 1 Iltdosseringen var for kraftig. Den efterfølgende måling, viste at hvis iltsensorene skød ilt i kredsen i et minut så kom der mellem 8 - 10 liter i kredsen. Samtidig var iltsensorene for langsomme til at reagerer. 2 Jeg havde ikke fået fastgjort overtryksventilen til seletøjet hvilket gjorde at der kom lidt vand i scrubberen. 3 Den akustiske alarm kunne ikke høres. Inden næste dykning rettede jeg fejl 1 og 2. Jeg fik droslet ilttilførslen ned til 2,5 liter pr minut, og samtidig lavet en forhindring således at gassen blev tvunget hen over ilt sensorene. Så var jeg klar til testdyk nr 2. Testdyk nr 2 Da jeg nu vidste at kredsen fungerede, det kunne jeg jo se på land, så drog jeg ud sammen med en makker fra klubben på Dr. Erik Baum. Et af de bedste vrag på disse kanter. Nu er jeg samtidig redaktør på "Skrubben" sportsdykkerklubben Delfinens klubblad så skrev jeg et indlæg om dette dyk. Det kommer her.
Vi skriver Søndag d. 28/7, vejret er perfekt, klokken er 9.00 og jeg står mutters alene i klubben og venter. Der går 5 minutter og jeg er så småt ved at vende mig til tanken om et Lillebæltsdyk sammen med Karsten, i stedet for det vragdyk som vejret ellers opfordre til. Lillebælt kunne måske godt bruges, da jeg have planer om at teste mit hjemmebyggede hellukkede elektroniske styrede kredsløb CCR ( se andetsteds i bladet), men tanken om at skulle se på søanemoner i stedet for et godt stort vrag tiltaler mig nu ikke. Karstens bil er nu i sigte, og inden længe kan han også konstaterer at det er lidt småt med fremmødet. Men Karsten har en plan. Vi tager sku ud på Dr. Erik Baum, der ligger et par Kontiki folk i deres sejlbåd lige i nærheden af vraget, de har inviteret sig selv på aftensmad, og nu kan de komme til at lave noget for føden siger Karsten. Som sagt så gjort, inden der er gået lang tid er båden og vores grej pakket, og vi er på vej mod Snøde. I Snøde bliver båden sat i vandet, og kursen sat mod vraget. Da vi når positionen er der rigtignok en sejlbåd, og i sejlbåden sidder de 2 kommende dykkerleder og bådfører og småskændes. Hvad diskussionen drejer sig om vides ikke, men man skulle tro at der var tale om ægtefolk. Vraget finder vi hurtig og vi får klargjort vores grej. Dykkerdybden er max 27 m. og ved hjælp af diverse tabeller kommer vi frem til en dykkertid på 40 minutter, hvis alt går som det skal. Da vi kommer i vandet går der ca. 1 knob strøm, men det er jo ikke noget nyt i det område, vi får kæmpet os ned, og da vi lander på vraget bliver alt stille og roligt. Jeg får skifte setpoint til 1,3 og konstaterer at kredsløbet da virker indtil nu. Vi begynder så småt vores tur rundt på vraget, på min PO2 måler kan jeg se at værdien falder som den skal, pludselig skyder magnetventilen en portion ilt i kredsen, og en til …. DET VIRKER SGU. Jeg tjekker de 3 iltsensore, de ser ud til at have det godt, så må jeg vel egentlig også have et helt godt. Vi tager den første tur rundt, jeg er meget optaget af mine PO2 målere og den elektronik der styre kredsen. Alt se ud til at være i skønneste orden og vi søger ned mod skruen. Da jeg nærmer mig skruen se jeg en stor torsk der ligger ligeså stille og rolig på et af skruebladene, torsken er tydeligvis ikke bange for mig, men det er jo heller ingen støj fra lungeautomaten, lige bagefter kommer Karsten prustende. Da torsken se ham, forsvinde den ud i de grønne vand, om det skyldes at rygtet om Karstens glubende appetit er løbet i forvejen, eller lyden fra hans lungeautomat, skal jeg lade være usagt.
Vi vælger at svømme langs bunden, sidst jeg var her hang der et par ankre hist og her, men de er væk nu. Da vi når ud til stævnen, ser vi det store bovspryd der tydeligvis har siddet under vandlinien. Hvad har det været brugt til ? minestrygning måske. Halvdelen af tiden er gået og vi svømmer en tur ind i styrehuset. Sidst jeg var her fandt vi rester af et gammelt tyske søkort, i dag er det også væk. Da vi er færdige med styrehuset, tager vi en tur langs styrbord side, ca. midtskibs er der et stort hul, er det årsagen til at skibet sank ? Jeg tror det, rygtet siger ihvert fald at skibet sank fordi det sejlede på en mine. Jeg tjekker troligt mine PO2 måler, men apparatet passer sig selv. En ting er PO2 måleren, men hvad med tiden, vi nærmer os de 40 minutter, og Karsten og jeg vender næsen tilbage mod vores ankertov. Da jeg har pillet ankeret af vraget, smider vi det med strømmen og hænger selv efter, opstigningen er begyndt. Pludselig bliver min magnetventil meget ivrig, den skyder ilt i kredsen for at holde setpointet. Men det skal den jo egentlig også, for efterhånden som jeg stiger op igennem vandsøjlen, falder det samlede tryk og dermed også partialtrykket af ilten. Da vi når 10 m. se vi pludselig vores ankerbøje. Har vores båd været ved at blive sejlet ned, eller har de bare smidt bøjen for at gøre det lettere for os at komme op i båden, vi vælger at tro på det sidste og håber på at strømmen ikke er så stærk at bøjen er trukket ned permanent. - Vi må til det, opstigning i frit vand, og et frit sikkerhedsdekostop på ca. 4 meters dybde. Da det er gennemført er der efter hånden gået 51 minutter siden vi så overfladen sidst. Vores båd ligger klar til at få os op og ikke så langt herfra kan vi se vores bøje. Vi får udstyret op i båden, og nu er det ankerets tur. Men det sidder fast. Der er ingen af os der gider i vandet igen, så vi hiver lidt i ankret op pludselig gir det sig. Vi syntes nu begge at det er blevet lige lovlig let, og ganske rigtig, ankeret er blevet til en ”pind” kors hvor er vi stærke, båden hjalp godt nok lidt, men alligevel ! Mens vi sidder og undre os over det skete, så vil Københavnerne have øl. Den tanker ligger hverken Karsten eller mig fjern, vi har drukket rigeligt med vand inden dykket, så hvad er mere nærliggende end at skylle succes ned. Mit kredsløb fungerede perfekt, jeg har i alt brugt 20 bar ilt på en 4 l flaske. dvs 80 l. ilt på 51 minutter. Karsten har til sammenligning brugt over 2000 l Nitrox 36. Havde dykket været gennemført på luft, så skulle vi ifølge Standart tabellen have haft 5 min deko på 6 m. og 5 min på 3 m. Længe leve NITROX dykning.
Vi nyder det gode vejr, og for den sags skyld vores Københavnske bekendtskab, alt imens øllet ligeså stille og roligt forsvinder. Da vi er færdige begiver vi os mod slæbestedet ved Snøde, resten er som det plejer. Synd at ikke flere Delfiner skulle opleve sådan et dyk. Alan Jeg får nu tid til at rette den sidste fejl. Den akustiske alarm bliver skiftet ud med en rød lysediode som monteres på mundstykket. Dvs. i stedet for lyd så, så sidder der en lille rød lampe og lyser hvis PO2 < 0,5 eller PO2 > 1,5. Dioden er monteret således at den lyser ind i mit synsfelt. Det er det man kalder en HUD. Testdyk nr. 3 Dykket går denne gang til M 36, et andet af de store
vrag her i området. M 36 er en minestryger der sank under 2nd
verdenskrig. Dybden er 27 m. og vi aftaler en max bundtid på 40 min. Det
begynder dog at knibe med luften, ( Nitrox 36) for de 2 jeg dykker sammen
med, så vi går op lidt før tiden. Det bør siges at der er noget strøm
ved bunden. Hele dykket forløber uden problemer, jeg prøver manuelt at køre PO2 op over 1,5 for at se om HUD'en virker. Det gør den.
Jeg ser frem til de næste mange dyk med apparatet. Men intet er for godt til at det ikke kan forbedres, så derfor kommer der nu nok et par modeller mere.
|